Aalborg

Dødsfald

‡Jakob Johansen, Gammelgårdsvej 32C i Kaas, 83 år. Jakob Johansen, der var født i Moseby, fik som ung bl.a. arbejde på forskellige fabrikker i Aalborg, Plastifol i Kaas og siden Dantax i Pandrup. Desuden havde han en tid arbejde i Sverige. Jakob Johansen, der var i besiddelse af et godt humør, var en musikalsk mand, der næsten hele livet spillede på harmonika. Og helt fra ung tog han ud at spille til fester, ofte sammen med flere i en gruppe. Således spillede han fast til nogle danseaftener i Kaas og senere i Pandrup Skole indtil for et par år siden. Jakob Johansen var gift med Irene, og sammen fik de en datter. Men Irene døde for mange år siden. Nogen tid efter mødte Jakob Johansen Ellen, som drev en købmandsbutik i Moseby. Og de har dannet par i 20 år. Udover at hjælpe til i butikken faldt det altid nemt for Jakob Johansen at få en fornøjelig snak med kunderne. Ofte hyggede parret sig i Jakob Johansens sommerhus i Rødhus. Desuden var begge glade for at rejse og var på en del ture. Således var de på Kreta sammen med Ellens datterfamilie for et par år siden - lige inden Jakob Johansen blev ramt af en blodprop. Han har ikke været rask siden. Købmandsbutikken blev solgt i september, og parret flyttede derefter i en bolig. Jakob Johansen nød både sine egne to og Ellens to børnebørn meget, og ligeledes havde han sammen med en god ven stor fornøjelse af at spille lotto og hele tiden forvente den store gevinst. Foruden sin datter, Kirsten med familie i Pandrup, efterlader Jakob Johansen Ellen og hendes datter med familie.