Gandrup

Dødsfald

Grethe Andersen

Grethe Andersen

Grethe Andersen, Parallelvej 7, Pandrup, er død i sit hjem efter lang tids sygdom, 77 år. Grethe blev født i Skovsgård, som den yngste af Skrædder Olsens tre børn. Hun kom tidligt ud og tjene og alle steder hvor hun arbejdede gennem årene kom til at kende hende, som en vellidt medarbejder, som de værdsatte højt. Hun blev gift med Knud Erik Jespersen i 1951, og sammen med ham fik hun sine tre børn. Men nogle få måneder efter at familien var flyttet til Ommestrup ved Mørke på Djursland og umiddelbart inden deres kobberbryllup, døde hendes mand pludseligt. Derfor flyttede Grethe tilbage til Skovsgård, hvor hun med stor flid og udholdenhed fik skabt et dejligt og gæstfrit hjem, hvor de tre børn kunne vokse op i trygge rammer. Efter 16 år som enke traf Grethe imidlertid sit livs anden store kærlighed, Tage Andersen, hvem hun blev gift med og bosatte sig hos på Parallelvej i Pandrup. Med ham fulgte endnu to voksne ¿bonus-børn¿ og med de otte børnebørn og fire oldebørn, der er kommet til, tæller den nærmeste familie nu 25 personer. Blandt dem alle var hun familiens højt skattede og elskede ¿hjerte¿. Grethe og Tages vennekreds tæller også talrige personer fra nær og fjern. Grethe var sine venners ven. Hun glemte hverken sine barndomsvenner, tidligere kolleger, ferievenner eller for den sags skyld sine medpatienter fra sygehusophold ! Hun havde omsorg for alle, huskede mærkedage og var et ¿tilflugtssted¿, hvor man altid kunne søge trøst og råd. Fra barnsben var hun spejder, og troen på Kristus betød meget for Grethe. I de senere år var det i Baptistkirken i Pandrup hun fik sit åndelige hjem. Kvindekredsen her havde i hende et meget trofast medlem. Hun var altid på udkig efter tøj og andre ting, som kunne sendes fra kvindekredsen til fattige i Letland eller Rwanda i Afrika. Og de sidste små babytrøjer hun har strikket er netop sendt til Afrika. Også hertil rakte hendes kærlighed og omsorg. Sygdom tærede til sidst voldsomt på kræfterne. Alligevel fornægtede hendes store og stærke hjerte sig ikke. Heller ikke gennem de sidste svære uger. Derfor efterlader hun også et stort savn hos de efterladte. Også i menigheden og vennekredsen vil hendes plads blive svær at fylde. Hun har, med sit liv, været et eksempel til efterfølgelse ! Grethe Andersen efterlader foruden sin mand, Tage, børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn i Klarup, Brovst, Gandrup, Ballerup, Østervrå, og Norge, - samt en storebror, Svend Erik i Hou.