dødsfald

Vodskov 18. september 2011 16:14

‡Anna M. Jensen, døde efter to måneder på Liselund Plejehjem, 88 år. Anna Jensen var født i en søskendeflok på seks i fodermesterhuset på Rævkærgård vest for Aabybro. Under hendes opvækst flyttede familien til Aabybro, hvor Anna Jensens far blev ansat ved kommunen. Anna Jensen kom tidligt ud at tjene og var blandt andet på en af Toftegårdene, og hun var desuden ude at arbejde i mosen. Her traf hun Svend Rytter fra Kaas, som hun blev gode venner med. De giftede sig i 1942 og boede først en tid i Kaas og havde senere et par adresser i Aabybro, inden de i 1953 købte hus på Møllevej i Aabybro, hvor tre børn voksede op. Hendes børn, familie og hjem var altid det centrale i Anna Jensens tilværelse Anna Jensen var hjemme for at passe børn og hus og blev en rigtig dygtig husmor, der både vidste, at det var nødvendigt og også forstod at få noget ud af tingene i hjemmet. Således var hun ferm til både at sy og strikke til hele familien og tillige til venner. Og Anna Jensen gav også gerne en hånd til naboer, der havde behov for lidt hjælp. Hun var også altid parat til at hjælpe og støtte børnene. Anna Jensen havde sine holdninger og en stærk vilje. Gennem hele sit liv havde Anna Jensen ofte helbredsbesvær, og på et tidspunkt fik hun kol, og i sine seneste år måtte hun benytte iltapparat Gennem årene havde Anna Jensen en del sygehusophold. Tiltagende svaghed fik parret til at sælge huset, hvorefter de i 2000 fik en lejlighed på Torvestræde, hvor Anna Jensen mistede sin mand for otte år siden. Hun klarede sig ganske godt indtil for ca. et halvt år siden, hvor hun kom på plejehjem i Pandrup. Men da hun ikke kunne blive der, blev hun flyttet til Liselund i Vodskov, hvor hun efter nok et sygehusophold døde. Anna Jensen efterlader sine tre børn, fem børnebørn og fem oldebørn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...