Dødsfald

Handicappede 14. september 2009 06:00

‡ Torben Borregaard Madsen, Holstebro, 53 år. Han var født og opvokset i Fjerritslev og var som ung professionel motorkører. Denne interesse stoppede brat, da han blev blind som 22-årig som følge af sukkersyge. Trods blindheden lærte han at klare sig selv. Han flyttede til Holstebro og fik job på sygehuset som røntgenfotograf, og han fik en lejlighed på sygehuset. I 1982 mødte han Anni, som blev hans hustru. De bosatte sig i Hornshøjparken og fik datteren Berith. Torben Madsen kunne mange ting trods sit handicap, endda reparere bilen, og han gik ofte ture med sin førerhund og cyklede på tandem i omegnen med sin faste makker i Holstebro Tandemklub. Torben Madsen var aktivt interesseret i samfundsspørgsmål, kunst og kultur, og han holdt sig godt orienteret. Hans positive livssyn og gåpåmod var drivkraften, og han har manet mange fordomme om blinde i jorden, blandt andet som medlem af det lokale handicapråd. I 1994 fik Torben Madsen en nyretransplantation, som øgede hans livskvalitet betydeligt, og han blev blindeinformator i Dansk Blindesamfund. I det seneste år begyndte helbredet at svigte, og Torben Madsen sov stille ind på det sygehus, hvor han arbejdede i mange år. Han efterlader hustruen Anni, datteren Berith, Annis børn Christina og Johnny samt seks børnebørn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...