Tornby

Dødsfald

‡Poul Erik Aagreen Jensen, Brorsonsvej 4, Vrå, 65 år. Poul Erik Aagreen Jensen var født på Sejlstrup Mark og boede i sin barndom flere forskellige steder i Vendsyssel. Han gik først på Vejby Skole og derefter på Vrå Hovedskole. Efter endt skolegang arbejdede han på forskellige gårde omkring Vrå. Senere kom Poul Erik i lære som tømrer, og i 1967 blev han ansat hos tømrermester Poul Anker Sørensen i Vejby, hvor han var en værdsat medarbejder. Poul Erik byggede selv sit hus i 1975, og han hjalp med at renovere forældrenes hus, da de købte hus i Vejby. Poul Erik havde ved sin død arbejdet i 43 år hos tømrermester Poul Anker Sørensen. Poul Erik var ungkarl og nød derfor samværet med sine to søstre og deres familier. Han var et utroligt hjælpsomt menneske, og han kendte ikke til ordet nej. Poul Erik døde pludseligt og efterlader et stort savn hos familien, kolleger og omgangskreds. Han efterlader søstrene Ruth i Vrå og Hanne i Tornby.