Nørresundby

Dødsfald

‡Svend Aage Olesen, Rosenvængets Alle 69, Brønderslev, 91 år. Svend Aage Olesen var født i Sundby-Hvorup og var ud af en søskendeflok på ti. Han flyttede tidligt med sine forældre til Ø. Brønderslev Hede, hvor han fik sin opvækst. Han kom tidligt ud at tjene på landet. Som ung havde han bl.a. plads på Viborgegnen. På sine fridage cyklede han hjem til Ø. Brønderslev, men sørgede altid for at være foran rutebilen, så han kunne tage med den, hvis turen skulle blive for hård. Ved sit giftermål med Elisabeth flyttede han til Jerslevvej 3, hvor de boede, indtil de købte en andelsbolig på Glentevej. Svend Aage Olesen havde i nogle år arbejde på PN Beslagfabrik i Brønderslev. I fire år var han ansat hos glarmester Bertelsen. Herefter fik han arbejde hos entreprenørfirmaet Frits Halvorsen, hvor han arbejdede med nedgravning af kabler. Som 60-årig gik han på efterløn. Svend Aage Olesen byggede selv hus på Rosenvængets Allé i Brønderslev. Her blev parret meget glad for at bo. Der var en stor have, men da Svend Aage Olesen var meget haveinteresseret, var det en glæde for ham at arbejde i den. Svend Aage Olesen holdt meget af at hjælpe andre. Hos sine børn og hos venner og bekendte gav han gerne en hjælpende hånd, ikke mindst hvis der skulle etableres indkørsler med flisebelægning. Børnebørnene og andre af familiens børn nød at komme på ferie hos parret, da de ofte fik lov til at hamre og save i værkstedet. I pensionisttiden tog parret på busture. Her lærte de nye mennesker at kende og fandt nye venner, som de bevarede kontakten til gennem flere år. Elisabeth Olesen døde i 1997, men Svend Aage Olesen blev boende i huset. Han var i besiddelse af en ægte vendsysselsk humor og kunne glæde sig over mange besøg af familie og naboer. Svend Aage Olesen efterlader fire børn, ni børnebørn og syv oldebørn.