Skiveren

Dødsfald

‡Karl Henrik Carlsen, Åhaven 1, Frederikshavn, 70 år. Karl Henrik Carlsen var en ægte Bangsbostrander. Født og opvokset i Bangsbostrand, elev på Bangsbostrand Skole og én af fire drenge i hjemmet. Som ung kom han i lære som murer, og han blev udlært i 1958. På det tidspunkt mødte han Else, med hvem han blev gift i 1965, og sammen fik de tre børn, Torben, Helle og Rikke. Hans værnepligt blev aftjent i Flyvevåbnet. Derefter fortsatte han karrieren som murer, og i 1963 startede han sit eget firma. Her havde han i perioder op til 20 ansatte. I 1975 startede han og en kammerat firmaet Cama Lift, og her blev Karl Henrik Carlsen direktør i 1995. Murerfirmaet overlod han i 1999 til sønnen Torben. Karl Henrik Carlsen var i perioder i bestyrelsen for Dansk Arbejdsgiverforenings afdeling i Frederikshavn og den lokale del af Dansk Murermesterforening. I 36 år har han været medlem af Lions Club Frederikshavn, hvor han i flere perioder har haft tillidsposter. Sport har altid været en stor del af familiens aktive liv. Karl Henrik Carlsen fulgte sønnen Torben som ishockeyspiller og datteren Helle som skøjteløber. Selv spillede han badminton. Campingvognen betød meget, og mange gange har familien haft gode ferier i Mellemeuropa og Skiveren. Familien har også været på mange charterferier. Hans gode humør og nordjyske lune kom altid til udtryk. Selvom han fik konstateret en livstruende sygdom, så han frem til en rejse med familien til Egypten i begyndelsen af november. Her ville han fejre sin runde dag, og det blev en rigtig god ferie for hele familien. Karl Henrik Carlsen efterlader hustruen Else, de tre børn Torben i Frederikshavn, datteren Helle i København, datteren Rikke i Hadsten samt fem børnebørn. Desuden efterlader han sin mor.