Advokatvirksomhed

Dødsfald

¿Georg Løber, Rønde, tidligere højesteretssagfører, 96 år. Georg Løber var i årtier erhvervsjuristernes grå eminence i Århus, hvor han tillige i en lang årrække var kommunens advokat. Han blev student fra Metropolitanskolen i København, men flyttede i 1936 som nyuddannet cand.jur. til Århus, hvor han senere kom til at drive egen advokatvirksomhed. Ved siden af fungerede han som lektor i retsvidenskab ved Aarhus Universitet, og inden han trak sig tilbage, opnåede han 40 års jubilæum som højesteretssagfører. Mange af de store erhvervsvirksomheder i Århus var i Georg Løbers kundekartotek, eller han sad i selskabernes bestyrelser, og i mange år havde han et tæt samarbejde med nu afdøde købmand Herman Salling, Dansk Supermarked. /ritzau/