Aalborg

Dødsfald

‡Christian Manstrup, Kjellerupsgade, Aalborg, 89 år. Han voksede op i Biersted og blev udlært som bager ved Conrad Pedersen på Frederikstorv i Aalborg. I 1939 blev han gift med Kirstine – af alle kaldt Stinne – og fik to døtre. Christian Manstrup arbejde i mange år hos Konditori Kristine på Vesterbro og blev siden småkagebager hos Jyske S Kager på Kastetvej. Senere blev han inspektør på det nyopførte feriehotel Nordsøen i Blokhus. Det var en god tid, hvor især de tyske feriegæster fik lært lidt af det jyske sprog. Christian Manstrup var blandt arbejdskolleger, familie og venner en meget vellidt og afholdt mand. Familien betød meget for ham, og der er holdt mange familiesammenkomster i hjemmet, ligesom der i parrets yngre år blev foretaget mange ture rundt i Danmark, hvor teltet blev slået op. Christian Manstrup blev som ganske ung tilsluttet Bethaniakirken, og troen på Gud var fundamentet i hele hans liv og virke. Christian Manstrup fik som ca. 75-årig parkinson, en sygdom der lammede ham mere og mere. På trods heraf bevarede han sit fredelige sind og sit gode humør lige til det sidste. Christian Manstrup sov stille ind i sit hjem og efterlader sin hustru, to døtre, to børnebørn og to oldebørn.