Harrerenden

Dødsfald

‡Edith Vejby, damefrisør, Nørrebro, Hjørring, 89 år. Edith Vejby var frisør i mere end 70 år og havde sin sidste kunde, dagen før hun døde. Edith Vejby havde den lykke at kunne forene arbejde og hobby i en livsgerning. Mange familier i Hjørring har fra mor til datter været kunde hos hende, og mange kundeforløb udviklede sig til livslangt venskab, hvor kendskab til og deltagelse i hinandens familieliv blev til gensidig glæde. Selv de sidste år blev præget af hendes respekt for faget og kunderne, og man skulle være mere end syg for at svigte en kundeaftale. ”Man skal ”saftsusemig” gøre noget selv for at bevare et godt helbred” var hendes motto, og aktivt og nysgerrigt fulgte hun med ikke bare inden for faget, men også i det pulserende liv omkring hende. Hun var på alle måder en livsnyder. Hun nød tiden i sommerhuset i Harrerenden ved havet og midt i naturen med gode gåture, samlingspunkt for familien og holdepunkt til det sidste for børnebørn og oldebørn, som hun med sin store livsappetit fulgte tæt og havde let ved at opnå fortrolighed med. Hun var gavmild - grænsende til stor generøsitet, og byens blomsterhandlere har knyttet mangen buket, som hun elskede at give til venner og bekendte. Livet sætter sine spor, og det kunne vel anes på det sidste, men ikke mere end kufferten var taget frem, klar til at blive pakket til en flyvetur til Spanien til besøg hos gode venner. Sådan blev det ikke. Men gode minder står tilbage hos hendes allernærmeste familie.