Kongerslev

Dødsfald

Marie Pedersen, Gartnervænget 70. Kongerslev, 75 år. Hun var født og opvokset i Kongerslev og kom som helt ung i huset på landet, hvor hun mødte sin mand Frederik, som hun blev gift med i 1952. Parret boede og arbejdede i syv år på herregården Randrup, til de flyttede i Blokken, et nyt andelsbyggeri, hvor de boede i mange år, og hvor deres to piger voksede op. I 21 år var Marie Pedersen en afholdt nattevagt på plejehjemmet Lykkeshøj i Kongerslev. Hun udstrålede ro og venlighed og var altid parat til at hjælpe. I 1992 mistede Marie Pedersen sin mand. Det var en hård tid for hende, og efter nogle år besluttede hun sig for at flytte i Gartnervænget, hvor hun blev rigtig glad for at bo, både på grund af lejligheden, men også på grund af sine gode naboer. Marie Pedersen var et rigtigt familiemenneske- Hun var så glad for sine to piger og deres familie, og børnebørnene betød meget for hende, og hun glædede sig til at skulle være oldemor til september. Marie Pedersen, der døde efter kort tids sygdom, efterlader sine to døtre og fem børnebørn.