Tylstrup

Dødsfald

‡Per Jacobsen, Otto Banners Vej 6, Sæby, 60 år. Per Banner var altid aktiv indenfor mange grene af forenings- og fritidslivet i Sæby samt den perfekte til at tage sig af guldklumperne, som han kaldte børnebørnene. Han var født og opvokset i Tylstrup sammen med fire søskende. Han fik en uddannelse som kommis, inden han blev ansat som kontorassistent. Herefter gik turen til Sæby, hvor han i 1971 blev gift med Else, og de bosatte sig på Otto Banners Vej og fik tre børn. Arbejdsmæssigt var han ansat som driftsassistent hos Sæby Fiskeindustri, senere ved EBJ Glas i Østervrå, inden han sluttede sit arbejdsliv som lagermand hos firmaet Nordmark på havnen i Sæby. Per Jacobsen havde mange fritidsinteresser. Han spillede badminton, fodbold og var aktiv indenfor spejderne, hvor også et af børnene havde deres gang. Blandt andet har han gjort et stort arbejde med at være med til at opføre Skovmandshytten ved Lyngså. Han var aktiv i forbindelse med Liste T (Kommunelisten), deltog i en studiekreds, da Sæby Havn skulle udvides, var med i det byggeudvalg, som projekterede svømmehallen i Sæby og var i en periode aktiv i Folkeoplysningsudvalget. Familien rejste en del og kunne se tilbage på gode ferier i Italien med operaoplevelser, Prag i Tjekkiet, sølvbryllupsrejsen til Cypern samt ikke mindst Nordkap-rejsen med midnatssol for to år siden. Per Jacobsen efterlader hustruen Else, de tre børn Marianne, Lone Marie og Michael, svigerbørn samt fire børnebørn.