Aalborg

Dødsfald

‡Per Overgaard Christensen, Strandvænget, Handbjerg, Vinderup, 55 år. Per Overgaard Christensen, der døde pludseligt, var fra Kgs. Tisted i Himmerland, hvor forældrene var ringer og graver, lige som Per selv sluttede sit virke. Han blev uddannet maskinarbejder på værftet i Aalborg, og helt fra barns ben havde han udlængsel i kroppen, så det kom nok ikke som den store overraskelse, da han stak til søs som maskinmand. Søen blev således i mange år hans virke. Midt i 1980’erne tog han til Grønland, som herefter blev hans andet hjemland, og her mødte han også Dorthe. De kunne holde kobberbryllup for godt et år siden, og det blev markeret med en tur til Hamburg, hvor alle fem søskende med ægtefæller var samlet. Per levede sig ind i de grønlandske skikke og nød den storslåede natur og de store vider deroppe. Han forsøgte med held at udnytte de ting, der er særegnet for Grønland, og med den opfindsomhed og gåpåmod, han besad sammen med sit kunstneriske gen udviklede han gennem årene en produktion af bl.a. muskusokseuld og diverse smykker og brugsgenstande af horn og lignende fra dyrene. Dorthe og Per Overgaard Christensen var for godt et år siden flyttet til Danmark for bl.a. at være mere sammen med familien, og for at Dorthe kunne få bedre muligheder her, efter hun var blevet ramt af en hjerneblødning for få år siden. Per Overgaard Christensen, der havde en meget positiv holdning til livet, efterlader foruden Dorthe også datteren Anja og barnebarnet Beate.