Nørre Uttrup

Dødsfald

‡Børge Lyhne Godiksen, Nørre Allé, Hurup, døde 19. April 2009 om aftenen på Thisted sygehus. Børge har været landmand hele sit liv. Han blev født i Hunskjær, men få år efter flyttede familien til Leegård. Her voksede han op og deltog i driften af gården som barn. Som 18-årig blev han indkaldt til militæret, og gjorde i halvandet år tjeneste ved Nørre Uttrup kaserne, hvor han som ordinans kørte rundt på motorcykel og gav vejledninger angående ruten. Soldaterårene var en spændende tid for ham,og han tænkte ofte tilbage på den tid med glæde. I 1962 giftede han sig med Ingrid Fruhstuck, og de overtog en landejendom i Vindblæs ved Løgstør. Her blev deres to første børn født, og de faldt godt til sammen med naboer på egnen. I 1970 flyttede familien til Thy for at overtage Leegård udenfor Bedsted. Her blev de sidste to børn født. Børge var gennem nogle år med i bestyrelsen for andelsmejeriet og Brugsen i Bedsted. Som landmand var han altid ivrig efter at komme i marken, når den var tjenlig om foråret og igen at komme i gang med høsten om sensommeren, så snart kornet var modent. Han kendte sin fædrene jord og tøvede ikke længe, når tiden var inde. I år 2000 solgte han og Ingrid gården til deres ældste søn, for at flytte til Hurup, hvor de købte hus på Nørre allè. Årene i Hurup blev nydt til fulde med tid til børn og børnebørn. Børge var et familiemenneske, som det var en glæde at være sammen med, og ikke mindst når børn og børnebørn kom på besøg. Børge efterlader sig hustruen Ingrid, og fire børn med hver deres familie.