Dødsfald

¿Hans Nedergaard, Nørregade 73, Sindal, 77 år. Hans Nedergaard var født i Sindal som den yngste af fire drenge. Forældrene ejede et mindre land brug, men da faderen havde et dårligt helbred, skiftedes drengene til at være hjemme og hjælpe til, efterhånden som de voksede op. Efter et ophold på Rønshoved Højskole og efter at have aftjent sin værnepligt ved Livgarden blev Hans i 1958 gift med Helga, der ligesom han selv var fra Sindal. De har drevet landbrug på Guldager Mark, hvor de var i seks år. Herefter købte de Nedergaard i Bindslev, men efter nogle år blev denne solgt, og de købte huset i Nørregade i Sindal, der dannede rammen om deres liv indtil i dag. Hans Nedergaard arbejdede i en årrække ved Høm Typehuse og blev kendt som en stabil og samvittighedsfuld medarbejder, der havde et godt kammeratligt forhold til sine kolleger. Efter at være gået på efterløn var Hans Nedergaard ofte behjælpelig med forefaldende arbejde i sønnens vvs-firma i Hjørring. Han holdt af at se alting spire og gro, og da han havde rådighed over et stykke jord, dyrkede han alle mulige former for grøntsager og var selvforsynende med kartofler. Han var også sportsinteresseret og sad i to perioder i bestyrelsen for Idrætsforeningens Venner. Hans Nedergaard, der var et rart og omgængeligt menneske, efterlader sin hustru, Helga, samt sønnen Søren i Hjørring. Desuden efterlader han børnebørnene Thomas, Kasper og Jonas.