Hirtshals

Dødsfald

‡Hans Kallehauge Nielsen, Sjællandsgade 4L, Hjørring, 62 år. Hans Kallehauge Nielsen, der var født og opvokset i Sønderskov, var som ung elev på Halvorsminde Efterskole og på Uldum Højskole. Efterfølgende arbejdede han forskellige steder ved landbruget, men fandt ud af, at der måtte være behov for salg af friske grøntsager og blomster i Hjørring, og som gadesælger forsynede han det meste af Bispensgade med disse produkter. Senere havde han en pølsevogn og måtte som pølsemand lægge øre til sine kunders betroelser af mere eller mindre seriøs karakter. Hans Nielsen har også været ejer af en marskandiserbutik på Klokagervej, hvor han købte og solgte gamle ting og sager. Han gjorde også en indsats som frivillig i Røde Kors-butikken og var tillige besøgsven hos Røde Kors. Hans holdt af at se ting spire og gro og havde en kolonihave i Eriksminde, som blev plejet og passet til fuldkommenhed. Hans Kallehauge Nielsen, der var ugift, efterlader en søster og svoger, Tut og Thorkild Sørensen i Hirtshals, samt niecer og nevøer.