Hostrup

Dødsfald

¿ Torben Hostrup, Over Søen 27, Mou Kær, Brovst, 73 år. For 10 år siden flyttede Vibeke og Torben Hostrup fra Als i Sønderjylland til Brovst, og næsten siden da var Torben Hostrup formand for Ældre Sagen i Brovst. Han havde let ved at skabe kontakter, og ægteparret fik hurtigt bekendte på egnen, men glædede sig især over at være kommet nærmere børn og børnebørn. Torben Hostrup var født i Vejgaard og tog som ung handelseksamen i Århus, hvor han mødte sin kommende hustru, Vibeke. Sammen flyttede de rundt i Danmark, før de kom til Aars, hvor Torben Ho-strups far havde etableret Aars Jern og Stål, og her blev Torben kompagnon. I 1980 gik firmaet konkurs, og Torben Hostrup blev handelsskolelærer på Als og underviste på vvs- og værktøjslinien, indtil han gik på pension. I 15 år boede han og Vibeke på Als, men valgte efter pensioneringen at flytte tilbage til Nordjylland, hvor børnene var blevet boende - sønnen var dog dengang i Grønland. Da Torben Hostrup altid havde været glad for dyr og også tidligere havde haft fjerkræ, kaniner m.m., faldt han og hans hustru for et lille sted med en smule jord i Mou Kær ikke langt fra datteren Lotte i Brovst, og her fik han plads også til et par heste, som han nød at passe i fritiden. Torben Hostrup glædede sig meget over et varmt og godt familieliv, fulgte ivrigt børnebørnenes færden, var parat, når hjælp behøvedes, og ved flere lejligheder inviterede han og Vibeke hele flokken på weekend rundt om i landet. Ellers var det England, der stod højest på listen over rejsemål. Torben Hostrup efterlader sin kone, datteren Hanne i Vejgaard, Lotte i Brovst og sønnen Lars i Halvrimmen samt otte børnebørn.