Frederikshavn

Dødsfald

‡René Eriksen, Thorsvej 2, Frederikshavn, 48 år. René Eriksen døde efter lang tids sygdom. Han voksede op i nordbyen i Frederikshavn og havde sin skolegang på Fladstrand Skole, hvor han sluttede af med realeksamen i 1977. Som ung var han aktiv og arbejdsom, først på sin bedstefars minkfarm i Strandby, dernæst i fiskeindustrien og senere som praktikant, arbejdsdreng og lastbilchauffør hos Frederikshavn Speditionsforretning. Der kom han også i lære som speditør efter handelsskolen, og det blev til mange år i firmaet, inden han gik andre veje. Imidlertid vendte han tilbage til speditionsbranchen og var de sidste år ansat hos Eimskip i Hirtshals. Den sparsomme fritid brugte René Eriksen først og fremmest sammen med familien hjemme eller på campingtur i Danmark og Europa. Han var et meget kærligt og socialt menneske, og det mærkede ikke kun hans hustru og deres tre drenge, men også alle andre, der var i nærheden af ham. Han bekymrede sig om sine medmenneskers ve og vel, og han tog vare på dem. Han havde også en særlig humor og var altid på pletten med en frisk og optimistisk bemærkning. Desværre blev René Eriksens liv og lykke brat afbrudt af en tragisk hændelse. Han blev ramt af en blodprop på vej på ferie og måtte tilbringe halvandet år på plejehjem. René Eriksen, der var et omsorgsfuldt og optimistisk menneske, efterlader sin hustru Hanne og sønnerne Kasper, Mathias og Simon.