Dødsfald

Manna 1. september 2007 06:00

Karen Kirstine Jensen, Plejehjemmet Kornumgård, Brønderslev, 91 år. Karen Jensen var født i Hammelmose ved Manna. Allerede som otteårig kom hun ud at tjene. Herefter fortsatte hun med at have plads i huset på egnen, indtil hun i 1935 blev gift med Johannes Jensen. Kort efter giftermålet købte de et husmandssted i Holte ved Serritslev, hvor de boede i mere end 40 år. Da Johannes Jensen ofte var borte fra hjemmet, var det Karen Jensen, der måtte tage sig af pasning af børn, hus og dyr. Alligevel blev der tid til at lave en del håndarbejde, hvilket hun var meget glad for. I 1982 afhændede parret ejendommen og flyttede til Gravensgade i Brønderslev. Her døde Johannes Jensen for 11 år siden, men Karen Jensen blev boende i huset, indtil hun for knap fem år siden måtte tage ophold på Kornumgård. Karen Jensen interesserede sig meget for sin store familie. Indtil for få år siden kunne hun huske alle familiemedlemmernes fødselsdage. Karen Jensen efterlader syv børn, 13 børnebørn, 23 oldebørn og to tipoldebørn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...