Autobranchen

Dødsfald

Hans Joergen Nielsen

Hans Joergen Nielsen

‡Hans Jørgen Nielsen, autoforhandler, Svinkløvvej 87, Kollerup, 73 år. Hans Jørgen Nielsen var født i Pandrup. Han gik syv år i skole, inden han kom ud at tjene på landet. I 1955 fik han læreplads som automekaniker i Aalborg. Allerede i læretiden begyndte han at opkøbe gamle biler, som han satte i stand og solgte. Efter endt læretid og militærtjeneste begyndte han at opkøbe biler i København og klargøre disse for siden at sælge dem i Jylland. I 1961 blev han ansat som sælger hos Ford i Fjerritslev. Tre år i træk toppede han listen over den sælger, der solgte flest Ford-biler i Danmark. Det gjorde ham til æresmedlem hos Fordsælgerne. I 1967 blev Hans Jørgen Nielsen kompagnon og meddirektør sammen med den hidtidige ejer C. Simonsen. Virksomheden gik i betalingsstandsning i 1970. Allerede året efter opførte Hans Jørgen Nielsen et nyt bilhus på Fabriksvej i Fjerritslev. Dengang forhandlede han Mercedes. I 1972 var han udsat for et færdselsuheld. Tilsyneladende slap han billigt fra ulykken, men der stødte komplikationer til. Lægerne erklærede ham uarbejdsdygtig på livstid, og derfor måtte han afstå forretningen i 1979. Efter et par år begyndte kræfterne at vende tilbage. Som den aktive mand, han var, begyndte han at se sig om efter et nyt arbejde. Det førte til den Nissanforretning, der i dag ligger på Svinkløvvej. Forretningen blev i 2008 overdraget til sønnen Claus. I 2009 var Hans Jørgen Nielsen med til at etablere en afdeling af forretningen i Aabybro. Han var egnen en god mand og var bl.a. medvirkende til, at der kom gadebelysning og senere fjernvarme til Kollerup. Hans Jørgen Nielsens store fritidsinteresse var heste. I en del år havde han stutteriet Skovlund på Aalborgvej. I 1961 blev han gift med Maria Stefan fra Østrig. Sammen skabte de et godt og kærligt hjem for deres børn. Parret havde den store sorg at miste sønnen Henrik i 1999. Hans Jørgen Nielsen nød at tage på rejser med familien. Hans gode og kærlige sind gjorde, at børn og børnebørn holdt af at være sammen med ham. Hans Jørgen Nielsen efterlader hustruen Maria, to børn, to svigerbørn, fem børnebørn og to søstre.

Forsiden


Breaking
Her er alle de nye restriktioner, du skal kende
Luk