Dødsfald

Tylstrup 1. august 2008 21:03

‡Jytte Lindskou, Rødbøgevej 5, Tylstrup, 66 år. De færreste når at få så stor en berøringsflade i deres liv, som Jytte Lindskou havde. Som medarbejder i sin mand, Kurt Lindskou Larsens tapetsermester- og arkitektvirksomhed kom hun i utallige hjem, hvortil firmaet tegnede og fremstillede møbler, og med sit vindende væsen og altid korrekte og noble fremtræden vandt Jytte Lindskou let andres sympati. Hun havde let til dialog både med de lokale kunder som med de kendte personer, som kundekredsen også omfattede. Hun var født i Dronninglund. På et tidspunkt emigrerede familien til Canada og opholdt sig her i fem år. Efter at familien var vendt tilbage til Hasseris, blev Jytte Lindskou uddannet som tandtekniker. Som 19-årig flyttede hun til Norge og mødte her Kurt, der ligeledes var søgt til Norge for at arbejde. De blev forlovet der, men vendte hjem for at blive gift i Hasseris. Deres første hjem fik de i Nyborg, hvor Kurt Lindskou Larsen fik arbejde i sin gamle læreplads. Efter et år flyttede de til Hasseris og snart efter til Højgårdsminde i Tylstrup, hvor Kurt arbejdede på Vævegården i 10-12 år, før han besluttede at blive selvstændig. I 27 år drev ægteparret tapetserer- og arkitektvirksomheden. Jytte Lindskou var en meget dygtig danser og opnåede i sine yngre år at blive Aalborg-mester i denne disciplin, ligesom hun var en dygtig skøjteløber. Hun var medlem af Aalborg Roklub og havde været aktiv roer. De senere år sang hun i kirkekoret. Ellers var det sommerhuset i Sæby, hun prioriterede højt. Her nød hun og hendes mand en stor del af deres fritid de sidste 35 år, og herfra vil Jytte Lindskous aske blive strøet over havet. At også hjemmet på Rødbøgevej, hvor hun levede et rigt liv med sin mand og sine nærmeste, betød meget for hende, ses af, at hun efter eget ønske blev bisat herfra. Jytte Lindskou efterlader sin mand, to sønner, en svigerdatter og to børnebørn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...