Vrensted

Dødsfald

‡Inger Johanne (Hanne) Stevns, Østerbro, København, 76 år. Sammen med fem søskende voksede Hanne Stevns op i Vrensted Præstegård. Hun fik sin sygeplejerskeuddannelse på Hjørring Sygehus, blev gift og flyttede til København, hvor hun boede det sidste halvt hundrede år. Hanne Stevns havde sit virke på forskellige hospitaler i hovedstadsområdet og var sygeplejerske på et plejehjem på Frederiksberg de sidste år, før hun gik på pension. Hun var et socialt engageret menneske, der havde blik for de, der havde det svært. Det var ikke kun i tanken, hun var optaget af andre menneskers situation. Hun gav også gerne en håndsrækning, hvis der var brug for det. Tiltagende sygdom plagede hende de sidste mange år, men Hanne Stevns brød sig ikke om at blive ynket. Mange har det værre, mente hun. Hanne Stevns efterlader to børn, børnebørn, to brødre og en søster.