Dødsfald

‡Else Styrbæk, Søndergade 77, Farsø, 65 år. Else Styrbæk var fra Solbjerg på Mors. Som optakt til sin uddannelse som sygeplejerske var hun elev på Galtrup Efterskole og senere Fårevejle Højskole. Hun fik sin faglige uddannelse på sygehusene i Thisted og Nykøbing Mors. I 1965 blev hun gift med Svend Aage Styrbæk, og de bosatte sig i Foulum på en landejendom. Samtidig blev Else Styrbæk ansat på Farsø Sygehus. Senere blev hun tilknyttet hjemmeplejen i Hvalpsund. Derefter arbejdede hun i nogle år på plejehjemmet Højgården, inden hun afsluttede sit arbejdsliv på Farsø Sygehus. Hun var glad for sit arbejde, men havde også mange andre interesser - kunst og litteratur. Hun læste meget og stort set alt fra filosofi over biografi til svenske krimier. I de senere år blev denne interesse styrket i Folkevirkes Litteraturkreds, hvor hun befandt sig godt. Else Styrbæk var guide på Thit Jensens Mindestue og holdt især af at orientere om hendes forfatterskab. Else Styrbæk var også kreativ med blomster og blomsterarrangementer. Hun var meget interesseret i foredrag og teater og foretog mange rejser til bl.a. Afrika, Færøerne og Island. I nogle år var hun i skolenævnet i Ullits. Især børnebørnene havde en stor plads i hendes hjerte. Else Styrbæk efterlader sin mand, to døtre, en søn og syv børnebørn.