Poulstrup

Dødsfald

Henning Jensen

Henning Jensen

‡Henning Jensen, Arsenalvej 16B, Hjørring, 77 år. Henning Jensen, der var født i Sdr. Harritslev som næstyngst af syv søskende, kom som ung i smedelære hos Aage Steffensen i Rakkeby, og da denne byggede Nordjysk Maskinfabrik på Frederikshavnsvej i Hjørring, fulgte Henning naturligvis med. Da virksomheden lukkede, fik Henning arbejde på Vrå Smedje og senere på JJ Maskinfabrik. I 1981 kom han tilbage til Hjørring og blev ansat som opstiller på Eskofot, et arbejde han fandt interessant og var glad for, tillige med at han opnåede at få et godt kollegialt forhold til de øvrige ansatte. I 1960 blev Henning gift med Tove, og parret boede først i Vrå, men flyttede efterfølgende til Poulstrup, hvor Henning gennem årene kom til at sætte sit præg på lokalsamfundet. Således var han i en årrække formand for borgerforeningen og virkede som den veloplagte og humørfyldte opråber ved foreningens bankospil. Op mod jul var Henning travlt beskæftiget med at fremstille sine "ægte håndlavede grønlangkålsboller", og der var stor efterspørgsel efter denne uforlignelige spise blandt familie og venner. Han interesserede sig også for eksperimenterende madlavning og andre landes madkunst og har deltaget i flere kurser. Tove og Henning holdt af at rejse, dels som campister, dels som deltagere i mange charterrejser. Henning har gennem livet dyrket adskillige former for sportsgrene, såsom fodbold, cykling, gymnastik, bowling, og han nød at komme på skiferie og demonstrere sine færdigheder på slalombanen. Henning Jensen, der var et rart og omgængeligt menneske med et lyst livssyn, mistede sin hustru i 2004. Han efterlader sine to døtre og svigersønner, Lise og Per i Hjørring samt Dorte og Palle i Vrå. Desuden efterlader han fem børnebørn.