Dødsfald

‡Niels J. Nørgaard, Brødslevvejen 49, Ingstrup, 63 år. Niels J. Nørgaard døde pludseligt. Han var født i en søskendeflok på otte på en landejendom i Thise, hvor han havde sin skolegang, derefter flyttede familien til Ingstrupegnen. Allerede da han boede i sit fødehjem, anskaffede han sin første lastbil og startede som 20-årig som vognmand. Han var stabil og meget arbejdsom og blev kendt som en pligtopfyldende mand. Han fik stor berøringsflade, og kendte en masse mennesker, da han gennem sine mange år som vognmand kørte med mange forskellige ting, ikke mindst grise og siden med foderstoffer og byggematerialer. Arbejdet var vigtigt for ham og fyldte meget både i det daglige og i hele hans tilværelse. Niels J. Nørgaard traf Ella fra Tårs, da hun var ansat på et pensionat i Løkken, og de blev gift i 1970. De boede i lejlighed på egnen, indtil de i 1973 byggede eget hus i Ingstrup, hvor hun, foruden at passe parrets tre børn, havde dagplejebørn, og hvorfra han drev sin vognmandsforretning. Med sit udadvendte og lune væsen var han god til at snakke med alle. Niels J. Nørgaard var vokset op i en meget sangglad familie, og bragte sangtraditionen med til sin egen familie, som også nød at synge. For en del år siden var Niels J. Nørgaard aktiv i Borgerforeningens bestyrelse og sien anskaffede familien sig et sommerhus i Grønhøj, som de dog gerne havde udlejet. Men i otte år har de sammen med hele familien lejet sommerhuse og hygget sig sammen forskellige steder rundt i landet, og i september sidste år holdt familien ferie på Mallorca. For tre år siden anskaffede Niels J. Nørgaard sig en computer og tog interesseret fat på at sætte sig ind i tingene, og han havde også planer om at udbygge sin viden. Parret glædede sig til at gå på pension, så i januar lukkede Niels J. Nørgaard sin vognmandsforretning og solgte sin lastbil. Men det blev en sværere omstillingsproces for den før så travle mand, end han havde forestillet sig. Foruden sin ægtefælle efterlader Niels J. Nørgaard børnene, Peter i Ingstrup, Lene i Løkken og Mette på Løkkenegnen, samt svigerbørn og fem børnebørn.

Breaking
Ingen afsluttende prøver for 9. og 10. klasser: 15. april åbner institutioner og skoler for 1.-5. klasse
Luk