Gærum

Dødsfald

‡Harry Levorsen, Ingeborgvej 4, Frederikshavn, 83 år. Harry Levorsen var født og voksede op i Ravnshøj, sammen med tre søskende. Han blev udlært tømrer og mødte samtidig Inga, som han blev gift i 1947. De flyttede sammen til Gærum, hvor de fik en søn. Et par år senere flyttede de til Sindal, og Harry Levorsen startede som selvstændig. Parret fik yderligere tre børn, og han fortsatte i tømrerfaget indtil 1976, hvor han foretog et arbejdsmæssigt spring. Familien flyttede til Møllehus Alle i Frederikshavn, og Harry Levorsen blev ansat som organist ved Bangsbostrand Kirke. Allerede mens de boede i Sindal, havde han haft stor interesse for musik og sang, og han havde blandt andet været med til at starte et par kor, ligesom spejderarbejde havde stået ham nært. I Bangsbostrand startede han et børnekor. Efter sin pensionering i 1992, flyttede parret til en lejlighed på Bangsbovej, og Harry Levorsen begyndte med sin frimærkesamling. Inga og Harry foretog flere rejser, blandt andre mange til deres datter, der på det tidspunkt boede i Zürich. For et års tid siden mistede han sin hustru, og det plagede ham at være alene, men den sidste tids ophold på hospice gjorde ham godt. Ved sin død efterlader Harry Levorsen fire børn, samt otte børnebørn og 10 oldebørn.