Vårst

Dødsfald

‡Esther Bruun, Aabybro Ældrecenter, 89 år. Esther Bruun var født i Vårst, og de var seks søskende - tre drenge og tre piger. Efter konfirmationen havde Esther flere pladser, bl.a. hos Flyger i Øster Uttrup, hvor hun var andenkarl, og her blev hun kæreste med fodermesteren Knud Bruun fra Øsløs. De blev gift i 1941 og fik pladsen som fodermesterpar på gården, hvor de havde mødt hinanden. De hjalp hinanden i stalden og boede i en fodermesterbolig, der hørte til gården. Her blev sønnen Erik født. I 1946 købte de en meget forsømt ejendom i Åby Enge ved Aabybro. Men ved fælles slid og slæb og sparsommelighed fik de ejendomen bygget op. Knud havde ornecentral, og han solgte gas, så Esther tog fat både i mark og stald, og her kunne hun klare både stort og småt og gik ikke af vejen for noget . I 1991 havde hun den sorg, at Knud døde. Hun blev boende på gården et halvt år, inden hun solgte den og flyttede til Revlingestien i Aabybro. Her havde hun en del venner fra de mange rejser, hun havde været på. Desværre fik hun forkalkning i øjnene og måtte flytte ind i en beskyttet bolig ved Ældrecentret i Aabybro og til sidst ind på selve plejehjemmet, og her nød hun en kærlig pleje af personalet. Esther var taknemmelig og altid i godt humør. Esther Bruun efterlader to sønner og svigerdøtre samt fire børnebørn og to oldebørn.