EMNER

Dødsfald

Grethe Jensen

Grethe Jensen

‡Ane Margrete (Grethe) Jensen, tidligere arkivassistent, Vestskoven 101, Brønderslev, 77 år. Grethe Jensen døde efter en tiltagende sygdomsperiode. Hun var født i Kraghede, og som ung tog hun en kontoruddannelse, og hun var ansat i bl.a. et cykelfirma og et krydderifirma, inden hun 1. november 1961 kom til Aalborg Stiftstidendes arkiv som arkivassistent. Hun nåede at fejre 30 år på Aalborg Stiftstidende, inden hun 31. januar 1992 gik på efterløn. Grethe Jensen var ualmindelig hjælpsom. Hun gav aldrig op, når en opgave skulle løses. Hendes lokalkendskab var stort, og hun havde klæbehjerne. Grethe og Adolf Jensen boede i Kraghede. Grethe Jensen interesserede sig meget for lokalhistorie. Hun havde en lokalhistorisk gruppe og tog også lokalbefolkningen med rundt til gårde, historiske steder m.m. Hun forskede i både sin egen og sin mands slægt, men hjalp også andre med slægtsforskning. Blandt andet hjalp hun folk fra USA med at finde deres aner i Danmark. En sådan opgave førte til, at hun for tre år siden var på tur til USA. Gennem en årrække var Grethe Jensen formand for Slægtshistorisk Forening for Brønderslev-egnen. Hun har også haft hold i gotisk læsning. Grethe og Adolf Jensen flyttede for tre år siden til Brønderslev. Grethe Jensen var et ordensmenneske. Der skulle være styr på alt. Hun var stolt af sin arbejdsplads, Aalborg Stiftstidende. Hun deltog i seniorarrangementer på Aalborg Stiftstidende, senere NORDJYSKE Stiftstidende, og hun fortsatte efter at være stoppet med at have kontakt med tidligere kolleger på avisen. Grethe Jensen efterlader foruden af sin mand tre børn. Leif Blauenfeldt, der er elektriker, bor i Hallund. Susanne Gosmer, der er uddannet bibliotekar, bor i Dronninglund, mens Connie Blauenfeldt, der er tandlæge, bor i Aalborg. Desuden efterlader hun børnebørnene Kim i Århus, Lene i Tornby og Martin i Jerslev samt oldebarnet Daniel i Jerslev.