Aalborg

dødsfald

‡Peter Christiansen, mekanikermester, Hadsundvej 72, Aalborg, 60 år. Peter Christiansen var født i Aalborgs Ø-gade kvarter og voksede op i Vejgaard, hvor han har boet siden. Hans interesse har altid været mekanik og derfor i lære som automekaniker. I august 1971 begyndte Peter som selvstændig automekaniker i Thorsgade 3, Vejgaard, under navnet PC Auto. I 1977 flyttede han til større lokaler på Hadsundvej 72, hvor PC Auto med avanceret fejlfinding og reparationer stadig befinder sig. 1974-84 underviste han ved siden af PC Auto i motorlære og orgelundervisning under Landsdelsmusikskolen. Moto cross har altid været Peter Christiansens store lidenskab og har fyldt meget i hans liv. Han begyndte som 15-årig og fik kørelicens som 16-årig og vandt flere danske mesterskaber. I 1989 begyndte classic moto cross at komme frem, og her i opnåede han at blive dansk mester flere gange og var med til at køre flere Classic moto cross des Nations (VM for hold), hvor han blandt andet var med til at sikre Danmark en andenplads i 2004 i Tjekkiet i klassen 50+. Peter var primus motor og en ildsjæl for Dansk Classic Cross, som han selv var med til at oprette. Han blev formand for foreningen og Danmarks repræsentant i European Classic Motocross Organization, hvor han var med til at "bygge bro" mellem landene i Europa, og for det blev han hædret i 2010 af formændene for de andre europæiske lande. I 1985 blev Peter Christiansen optaget i Dansk Broder Orden i Aalborg og fungerede som logens musikus. Han forsømte sjældent en lejlighed til at deltage i logearbejdet, men nød også en tur til sommerhuset i veteranbilen eller på mc, - gerne sammen med børn og barnebarn. I 2008 fik Peter Christiansen cancer, men holdt humøret oppe med den stædighed og humor, som alle kendte ham for. Men det var ikke sygdommen, der fik bugt med ham. Det var ved en ulykke under et classic moto cross, han mistede livet. Peter Christiansen efterlader to børn og et barnebarn.