Dødsfald

Thomas Møller

Thomas Møller

‡Thomas Møller, cand.mag., konsulent, Guldbæk, Svenstrup, 60 år. Alle planer i en fyldt kalender blev pludselig afbrudt, da managementkonsulent, musiklærer og korleder Thomas Møller i søndags blev ramt af et hjerteslag. Efter endt læreruddannelse, der siden blev udvidet med cand.mag.-grad i musik, underviste Thomas Møller på Svenstrup Skole. Her var han drivkraften i en stribe musicals, der blev en tilbagevendende lokal begivenhed. Hans musikalske mission på Aalborg-egnen fortsatte med dannelsen af Svenstrup Pigekor, som under hans mangeårige ledelse drev det til fornemme placeringer i DRs ”Sangerdyst fra kyst til kyst” og klangfuld salmesang i tv-programmet ”Før søndag”. På talrige udenlandsrejser har pigestemmerne bragt den danske sang rundt i Europa og givet de medvirkende en oplevelse for livet. Det krævede et særligt talent for tidsplanlægning at holde koret i fortsat sving, da Thomas Møller ved nytår 1983 indtrådte som træner og konsulent i sin bror Claus Møllers firma Time Manager International. Her løste han gennem godt en snes år et utal af opgaver i ind- og udland. Han var med til at gennemføre de navnkundige Putting People First-kurser for SAS. Fra podiet i kursuslokaler har han befordret dansk management-knowhow langt ud i verden, fra Brasilien over Skandinavien og Polen til Indien. I de seneste år var han partner i konsulentfirmaet Moth & Partners. Blandt kunder og kolleger var han værdsat for sin evne til at lytte og coache, sætte sig ind i andres problemer og for at kunne bringe musik og management sammen på måder, der gav tankerne nye vinger. For venner og familie var Thomas Møller hjælpsomheden selv og det musikalske midtpunkt ved festlige sammenkomster. Ved den seneste lejlighed – hans egen 60-års fødselsdag – dukkede pigekoret op som en overraskelse til fødselaren og sang, under anden ledelse, ”thank you for the music”. Nu, så kort efter, trænger netop disse ord sig atter på.