Dorf

Dødsfald

‡Clara Olsen, Plejehjemmet Aldersro, Flauenskjold, 91 år. Hun var født og opvokset i Kongens Tisted, men kom til at høre hjemme i Stagsted ved Hjallerup, da hun i 1938 blev gift med Jens Peter Olsen fra denne by. Parret blev lokalt kendt for deres flid og dygtighed indenfor landbruget. Clara tog ud som malkekone, ligesom hun gravede tørv i Hjallerup Enge, og parret blev betegnet som fænomenale, når det drejede sig om roehakning. I samme periode fra 1938 til 1951 fik de 10 børn, så der var meget at se til. I 1950 byggede de ejendommen Stagstedbo, der blev rammen om familielivet i 36 år. Her havde Clara Olsen den store glæde, at hendes børn alle blev boende indenfor en radius af 30 kilometer, så hun kunne samle dem alle både til søndagsmiddag og juleaften, hvor der blev budt på alle traditionerne, næsten indtil hun blev 70 år. I 1986 flyttede hun sammen med sin mand til Jernbanegade i Hjallerup. I 1995 mistede hun sin mand, og for tre år siden flyttede hun til plejehjemmet Aldersro i Flauenskjold Clara Olsen var et omsorgsfuldt og flittigt menneske, og i pensionsalderen kastede hun sig med stor iver over forskellige gøremål og var hele tiden i gang med stofmaling, porcelænsmaling, perler og maleri. Hun har også nedskrevet sin livshistorie, som er spændende læsning for de yngre generationer om gå-på-mod og livsappetit. På Ældrecentret i Dorf blev hun nærmest en slags aktivitetsleder. Selv på plejehjemmet havde hun det bedst med at klare sig selv og hjælpe til med f.eks. borddækning, og hun lavede fortsat små ting med perler som gaver til børn og børnebørn og oldebørn, når de kom på besøg. Clara Olsen efterlader seks børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn.