Højene

Dødsfald

‡Eldon Laurits Christensen, Skagensvej 116, Bjergby, 86 år. Eldon Christensen var født i Toftegade i Hjørring som den næstældste af fem søskende. I 1934 købte forældrene Grønhøjgaard i Højene, der som nabo til Skibsbylejren i 1944 blev eksproprieret af besætningsmagten. Som ung tjente Eldon på Klonhøjgaard i Hjørring, men efter ophold på Ry Højskole og Dalum Landbrugsskole blev han landbrugselev ved Hasselbalch Grønnesøgaard på Sjælland, hvor han mødte Signe. Efter deres giftermål var de i en kort periode ansat i Signes hjem, Dannesbogaard på Fyn. Herefter købte de en gård i Skæve, hvor deres tre drenge blev født. I 1956 overtog de Eldons hjem, Skovsager i Sakstrup ved Bjergby, hvor de ved beundringsværdigt samarbejde skabte en bedrift med maskiner og nye avlsbygninger og en førsteklasses jerseybesætning. I 1998 solgte de Skovsager og købte hus i Bjergby, hvorefter der blev mere tid til deres mange interesser, bl.a. en månedlang rejse til Australien og Kina. Camping foretog de jævnligt mod syd i landet ved familiebesøg og harmonikatræf. Musik har altid præget hjemmet, idet både Signe og Eldon og sønnerne alle håndterede instrumenter. Eldon med harmonika og sav og Signe som den kyndige pianist. Meget samspil har gennem årene fundet sted i familien og uden for hjemmet med mange forskellige musikanter. Eldon Laurits Christensen efterlader sin hustru, Signe, de tre sønner med ægtefæller samt fem børnebørn og fire oldebørn.