Lindholm

Dødsfald

‡Kirsten Lilly H. Ernstsen, Elbækvej 36, Biersted, 55 år. Lilly Ernstsen var født og opvokset i Lindholm, hvor hun også havde sin skolegang. Som ung blev hun uddannet i manufakturafdelingen i Kvickly i Aalborg. Men da afdelingen blev nedlagt, fik Lilly Ernstsen i 1978 arbejde i Andelsbankens Aabybroafdeling, som senere kom til at hedde Nordea. Hun deltog i den meget store udvikling indenfor bl.a. edb, som blev en del af det daglige arbejde. Og det blev en arbejdsplads, som Lilly Ernstsen blev så glad for, at hun næsten betragtede den sit andet hjem. Såvel samværet med kolleger som mødet med kunder var en fornøjelse for Lilly Ernstsen, der med sit kvikke, humoristiske og imødekommende væsen havde let ved at omgås andre. Desuden havde hun et godt overblik over tingene og var en god planlægger, og hun var meget vellidt. Lilly Ernstsen lærte Keld Ernstsen at kende og blev gift med ham i 1975. De boede i Nr. Tranders de første fire år, men flyttede i 1977 sammen med deres lille søn til Biersted, hvor de købte hus og fik et godt naboskab og senere udvidede familien med en datter. Lilly og Kjeld har begge spillet badminton, og i en del år dansede de squaredance. De nød at hygge sig sammen med nære venner, og Lilly Ernstsen var god til at skabe hygge. De nød også at rejse. Gerne et par gange om året og tog gerne på charterferier sammen med venner. Desuden var de glade for at køre ud med campingvognen. Ikke mindst Frankrig blev målet for mange af turene. Lilly Ernstsen, der oftest havde et strikketøj i hænderne, opnåede mange store glæder i samværet med barnebarnet, Magnus. Og hun oplevede at se hans lillebror, tre uger før hun døde. I oktober blev Lilly Ernstsen pludselig syg og opereret for to hjernesvulster. Hendes mand tog orlov i to måneder for at kunne yde støtte. Men da mange ting stødte til, og sygdommen hastigt udviklede sig, blev det en meget barsk tid for parret. De sidste to en halv uge fik Lilly Ernstsen god omsorg og pleje på hospice. Lilly Ernstsen efterlader sin mand, børnene Morten i Aalborg og Jannie i Svenstrup, svigerbørn og børnebørnene Magnus og Mikkel samt sin mor i Lindholm.