dødsfald

Fodbold 6. august 2010 06:00

Ib Jensen, Højvangen 13, Frederikshavn, 65 år. Ib Jensen var født og opvokset i Søllested på Lolland. Efter gymnasiet tog han på idrætshøjskole i Vejle, hvor interessen for lærergerningen blev vakt. Det bragte ham til Hjørring, hvor han gik på seminariet fra 1966-1971, med historie og idræt som linjefag, og her mødte han i 1966 Helene. Efter endt lærereksamen gik turen til Odense, hvor han læste idræt på Odense Universitet, og samtidig spillede han med stor succes divisionsfodbold i OB. Alligevel gik turen efter et år tilbage til det nordjyske, hvor han og Helene blev gift i 1972. Fodbolden har altid fyldt meget i Ib Jensens liv, og efter at have dyrket det som aktiv, blev han i 1974 træner i Syvsten, og derefter i Strandby, inden han startede i FFI. Her var Ib Jensen med til at skabe struktur i ungdomsafdelingen, først som ansvarlig for micro og miniput afdelingen, og senere som ungdomskonsulent. I perioden fra 1989-1992 var Ib Jensen træner for FFIs førstehold, mens han i flere omgange også har haft ansvaret for klubbens 2. hold. Han var aktiv i JBU regi, både som træner og som ansvarlig for afholdelse af diverse kurser. Som aktiv i FFIs ungdomsafdeling var han også med i Dana Cup, hvor han gennem 15 år var en del af turneringsledelsen. Udover fodbolden, var lærergerningen en central del i Ib Jensens liv. Gennem 37 år fungerede han som lærer på Hånbækskolen, og var her en meget vellidt kollega og underviser. De sidste år var han tilknyttet K-klasserne, som er for børn med specielle behov. De sidste mange år rejste han og hustruen meget. Ib Jensen var i USA 10 år i træk, hvor han i sommerferien underviste i en soccer camp, på Indiana University i Bloomington. De besøgte også Sydafrika, Tibet, Alaska og Canada, samt to gange Kina. Seks år i træk rejste de til Thailand i februar for at spille golf, som blev hans nye hobby. Ib Jensen efterlader hustruen Helene Aarøe, og sine sønner Kaspar, der er lektor på Greve gymnasium, og Nikolaj, der er læge i Ålborg, med ægtefæller, samt fire elskede børnebørn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...