Hallund

Dødsfald

Karen Nielsen, Sølvgade 41, Hallund,94 år. Karen Nielsen levede det meste af sit liv i Hallund, hvor hun var født og opvokset. Som ung tjente hun på forskellige gårde og flyttede på et tidspunkt til Vennebjerg, hvor hun mødte Niels Christian, som hun blev gift med i 1941. De arbejdede som fodermesterpar i Vennebjerg i nogle år. Derefter flyttede de tilbage til Hallund, og datteren Else blev født. I 1950 købte de huset, som Karen Nielsen boede i til sin død. Udover at passe familie, hus og have tog Karen Nielsen ud og kokkererede og arbejdede i roerne. Hun var utrolig gæstfri, og havde familien eller vennekredsen brug for en barnepige, var Karens hjem altid åbent. Karen Nielsen havde også overskud til at tage en nabodatter til sig, da denne som treårig mistede sin far. Karen Nielsen havde den store glæde at få to børnebørn, som kom i dagpleje hos hende. Hun oplevede også at få tre oldebørn, som hun havde stor fornøjelse af. Karen Nielsen var aktiv hele livet, al mad var hjemmelavet og meget af det hjemmeavlet i den store køkkenhave. Karen Nielsen efterlader datteren Else i Hallund, to børnebørn og tre oldebørn.