Bratten

Dødsfald

¿Hanne Hjelm, Hødersvej 16, Frederikshavn, 75 år. Hanne Hjelm, født Berg, voksede op i Høyersgade 23 i Frederikshavn som yngst af fire søskende og gik på Ørnevejens Skole. Som ung rejste hun til København og tog en uddannelse som barneplejerske. Her mødte hun Claus Hjelm, med hvem hun fik tre børn. De boede først på Frederiksberg, men senere købte de hus først i Espergærde, siden i Snekkersten. Efter at have været ene en tid flyttede Hanne sammen med ungdomsvennen Bjarke Dollerup, som også var blevet alene. Han havde fire børn og otte børnebørn. Efter nogle år i Vedbæk brød parret op og vendte tilbage til dets fælles hjemby, Frederikshavn. Først boede de i Bjarkes sommerhus i Bratten, siden på Hødersvej. De fik 20 gode år sammen trods store sorger ved dødsfald i Bjarkes familie. Hanne var fra barn utrolig dygtig til at finde rav på stranden - i mange år ved Hornbæk, senere ved de nordjyske strande sammen med Bjarke, og hun lavede op mod 200 flotte ravkæder som gaver til familie og venner. Desuden havde hun talent for at skrive og tegnede vellignende og humoristi-ske tegninger i dagbøger og breve og som illustration på de lejlighedssange, hun digtede. Hun havde også en evne til bare ved et par bemærkninger at bryde en lidt mat stemning og blev derved ofte midtpunkt i en forsamling. Hun havde mange tangenter at spille på, og hendes temperament kunne hurtigt svinge op og ned, men hendes humoristiske sans gjorde sig hurtigt gældende. Hanne Hjelm bukkede under for en kompliceret galdestensoperation, men kæmpede tappert de sidste måneder, indtil hun sov stille ind på Hjørring Sygehus. Hanne Hjelm efterlader Bjarke Dollerup, børn og børnebørn.