dødsfald

‡ Asger Lorentsen, forfatter, foredragsholder og underviser, Sonnerupvej, Frederiksværk, 64 år. Asger Lorentsen, cand. mag. i religion og historie, døde som følge af tarmslyng og blodforgiftning, som opstod efter en planlagt tarmoperation. Asger Lorentsen var kendt som forfatter til 25 bøger om teosofi, åndelig udvikling og verdenstjeneste. Han blev mest kendt for bøgerne "Menneskets indre univers", "Stjernemennesker og englemennesker", "Åndelig psykologi", "Jesus og kristusimpulsen" samt gralstriologien, hvis sidste bog har titlen "Indvielse i menneskehedens fremtid". Sammen med sin hustru Yvonne Wassini startede han i 1994 det spirituelle uddannelsescenter Den Gyldne Cirkel, som er beliggende på Arrenæs uden for Frederiksværk, og som i dag drives videre af en gruppe trænet under ham. I 2009 startede han The Golden Academy, som giver mulighed for, at individuelle studerende samt grupper kan tage flere års åndelig uddannelse på engelsk via webtv. Asger Lorentsen underviste fra midten af 1970'erne til midten af 1980'erne i religion på Frederikssund Gymnasium. I begyndelsen af 1980'erne var han en del af den daglige ledelse af Rosenhaven på Nørrebro og i første halvdel af 1990'erne af centeret Andanda Ashram ved Roskilde, i samarbejde med læreren Jeanne Morashti, kendt som Ananda Tara Shan. Asger Lorentsen uddannede sig i 1970'erne i regressionsterapi og har gennem 30 års virke forsket i menneskers evolutionsbane i det store perspektiv såvel som i det enkelte menneske. Asger Lorentsen underviste og inspirerede grupper i hele Skandinavien og ledte hvert år spirituelle rejser til mange lande med grupper fra hele Norden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.