Dødsfald

Frederikshavn 1. maj 2007 06:00

Emmy Jensen, Kastanjevej 36, Frederikshavn, 70 år. Hun var født og opvokset på Skagensvej, hvor hendes forældre havde mælke- og isforretning, og selvom Emmy var vokset op med is dagligt, var hun aldrig blevet træt af at nyde en is. Emmy Jensen har tilbragt alle sine år i Frederikshavn, hvor hun var en meget afholdt og respekteret tolder, som da også opnåede at fejre 40 års jubilæum hos toldvæsenet, inden hun for få år siden valgte at gå på pension. Emmy Jensen havde et meget lyst sind, var altid glad, hvorfor hun da også havde en meget stor vennekreds, som satte meget stor pris på at være i hendes selskab. Hun havde da også straks vundet sin samlevers families tillid, og de var altid velkomne i hendes og Svends hjem. Familien var ikke mindre glad, når Emmy og Svend ofte besøgte dem og hyggede sig med et spil. Haven var Emmys stolthed, og hun elskede at fremvise de mange forskellige blomster, planter, springvand og skulpturer, som hun og Svend var meget enige om at anskaffe. At rejse var hendes store interesse, og hun tog da også hvert år sammen med Svend på ferietur sydpå, og skulle her i maj have været på ferie hos hendes datter i nærheden af Los Angeles i USA og hos hendes søn i Rio i Brasilien. Emmy Jensen døde pludselig på sygehuset i Hjørring, få dage før hun skulle udskrives og hjem efter et længere hospitalsophold. Hun efterlader en datter i USA og en søn i Brasilien samt sin samlever gennem de seneste 13 år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...