Nørresundby

Dødsfald

‡ Ingeborg Sofie Marie Munk, Plejehjemmet Lollandshus, Aalborg, tidligere Dannerhøj, Visse, 89 år. Ingeborg Munk var født i Guldager ved Simested og arbejdede i ca. 23 år som frisør flere steder, senest i Nørresundby. I 1944 mødte hun sin senere mand Aage, og de blev gift året efter. Aage Munk døde i 2005 efter længere tids sygdom. Ingeborg Munk var meget selskabelig og gæstfri, rar og tilgængelig, og i mange år kom hun i Aktivitetscentret i Sjællandsgade, hvor hun var glad for at beskæftige sig med porcelænsmaling og håndarbejde. Ingeborg og Aage Munk fik to døtre og fire sønner, men i sommer havde Ingeborg Munk den store sorg at miste den ene af sine sønner, og det tog meget hårdt på hende. Ingeborg Munk, der døde på hendes og Aage Munks bryllupsdag 7. oktober, efterlader to døtre og tre sønner, 14 børnebørn og 10 oldebørn.