EMNER

Dødsfald

Jenny Marie Gravesen, Dalhøjen 59, Fjerritslev, 85 år. Storebededagsfredag ringede en af Jennys veninder for at spørge, hvordan hun kom til spil for selvfølgelig skulle hun jo til spil. Havde hun brug for en kørelejlighed? Hun lyste op og spurgte de besøgende familiemedlemmer, om nogen ville med, og sammen drog de senere af sted til banko i Gøttrup. Der er vist ikke det bankospil på egnen, hvor Jenny ikke har været med, for banko var en af hendes helt store fornøjelser. I familien var det som regel børnebørnene, der nød godt af hendes spilleglæde. Hun har lært dem mange spil og fiduser, og sammen med venner og naboer blev kortene også fundet frem. Sidste efterår rykkede Jenny fra Borups Allé, hvor hun havde boet i 57 år. Huset og haven var blevet for meget for hende. På Dalhøjen fik hun smukt indrettet sit nye hjem. Hun har altid sat en ære i at gøre tingene selv og faldt godt til i de ny omgivelser og i hak med de nye, gode naboer. Jenny har altid kunnet falde til og også kunnet klare selv de svære ting i livet. Hun var positiv og glad af sind og beklagede sig ikke. Jenny Gravesen tog sig kærligt og omsorgsfuldt af sin familie. Hun havde blik for den enkelte, og for hvordan hver især bedst kunne forkæles. Overfor familiens børn var hun nærværende, længe før det blev moderne. Jenny Gravesen døde pludseligt. I weekenden havde hendes familie anlagt hendes nye have med de blomster, som hun savnede fra Borups Allé: erantis, vintergækker og roser. Selvom hendes helbred var skrøbeligt de sidste år, og hun var indlagt flere gange, var hun livsglad og åndsfrisk. Hun ville helst være i selskab, og gav altid sit til den gode stemning og var aldrig den, der gik først i seng. Jenny Gravesen var gift med kørelærer Harry Gravesen, der døde for 11 år siden. Hun efterlader datteren Aase, sønnerne Hans og Jørgen samt otte børnebørn og fire oldebørn.