EMNER

Dødsfald

‡Ove Nielsen, fhv. købmand, plejehjemmet Elmely, Lindholmsvej 24, Nørresundby er stille sovet ind i en alder af 71 år. Ove Nielsen var født i Melholt i 1937. Han blev udlært kommis i Dronninglund i 1957 og gift med Jenny i 1962. I 1963 overtog de købmandsforretningen i Vestergade 89 i Nørresundby, der blev drevet frem til 1990. Ove Nielsen var i mange år medlem af bestyrelsen for Nørresundby Købmandsforretning, herunder en række år som formand, et arbejde som købmændene i Nørresundby satte stor pris på. Ove Nielsen startede som repræsentant i 1970, og den største del af tiden var det med skomagere og skotøjshandlere som kunder. Det sidste job var hos Aslak Nørgård, hvor han stoppede i 2002 efter 12 års ansættelse. Ove Nielsen var meget afholdt af firmaet, kunderne og deres personale og huskes blandt andet for en række inspirerende produktmøder. I sin fritid var Ove Nielsen medlem af bestyrelsen i Nørresundby Fjernvarmeforening i 21 år, herunder en række år som formand. Ove Nielsen tog sit ansvar alvorligt og var altid velforberedt til møderne. Samværet med familie og en række gode venner betød meget for Ove, som var kendt for sit positive livssyn og sit gode humør, og han mindes, som den der altid var med til at skabe en god stemning i ethvert selskab. Hans store passion var at rejse til udlandet, hvilket skete i stor stil. Allervigtigst for Ove var den nærmeste familie, hvor han altid har været en fantastisk ægtefælle, far, svigerfar og morfar. Han udviste en hengiven kærlighed til alle og var god til at give gode råd på livets vej, samt skabe tryghed omkring sig. Ove Nielsen efterlader sig ægtefællen Jenny i Nørresundby, søn og svigerdatter Erik og Antien i Hobro, datter og kommende svigersøn Karin og Bill i London og datter og svigersøn Marianne og Fred med børnebørnene Isabella, Christina og Lucas i Amsterdam.