Tylstrup

Dødsfald

¿ Karen Eva Plath, Plejehjemmet Elmelund, Ø. Brønderslev, 88 år. Hun var født og opvokset i Vejby i en søskendeflok på 12. Som ung flyttede hun til København, hvor hun fik arbejde og traf sin mand, Vilhelm Plath. I 1945 flyttede de til Vrå og købte en vognmandsforretning sammen med en svoger, som de drev i tre år. Derefter købte de en ejendom i Tylstrup Enge med 18 tdr. land. og drev landbruget efter datidens forhold, hvor der var lidt at gøre med. På et senere tidspunkt solgte de jorden fra og fik arbejde på Luneborg Kro, da den blev etableret. Nogle år efter holdt Karen op med at arbejde på kroen, efter at hun havde fået tilladelse til at drive en is- og pølsekiosk. Karen Plath blev meget vellidt og kendt på egnen og deromkring på grund af sit altid venlige og gode humør. Hendes store interesse var også at handle med antikviteter, herunder gamle ure. I 1974 solgte ægteparret ejendommen og flyttede til Bryggerivej i Brønderslev, hvor de købte hus og boede indtil 1975, da Karens mand døde. Derefter flyttede hun i lejlighed i Brønderslev og købte samtidig et kolonihavehus, hvor hun gik meget op i at dyrke forskellige roser mm., og hun fik mange præmier for den flotte have, som altid var i tip top stand. Den sidste tid tilbragte Karen Plath på Plejehjemmet Elmelund. Hun overleves af en søn og to døtre, svigerbørn, børnebørn og oldebørn.