Teater

Dødsfald

Flemming Juul

Flemming Juul

‡Palle Juul Jørgensen, tidl. teaterchef for Århus Teater, er død i en alder af 65 år. I 17 år stod Palle Juul Jørgensen i spidsen for landsdelsscenen i Århus, indtil han i 2004 trak sig tilbage og overlod roret til Madeleine Røn Juul. Palle Juul Jørgensen var født i Odense, men flyttede til Århus i de glade tressere. Her var han medstifter af det kendte århusianske kulturhus "Vestergade 58", der i mange år var et populært åndehul for musik, billedkunst og nye teatereksperimenter. Han uddannede sig samtidig i Århus som cand.mag. i dansk og dramaturgi. Det blev hans første ophold på Århus Teater i 1969 som dramaturg og lærer og instruktør på Skuespillerskolen. I årene 1972-1987 var han samtidig ekstern lektor ved Institut for Dramaturgi ved Aarhus Universitet. I 1976 blev han leder af det århusianske teater Svalegangen, hvor han de næste 11 år opdyrkede dansk dramatik. I 1987 kronede han karrieren med chefstolen på Århus Teater, som han altså besad i 17 år. /ritzau/