Dødsfald

Arnold Høy
Brønderslev 14. september 2009 06:00

‡Arnold Høy, Søndermarksvej 57, Hjørring, 87 år. Arnold Høy, der ville være fyldt 88 år 13. september, var født i Skagen som den ældste af tre søskende, men opvæksten fandt sted i Brønderslev, hvortil familien flyttede, da han var syv år. Efter realeksamen og handelseksamen blev Høy uddannet skotøjshandler ved Jacob Sko i Brønderslev. Som marinesoldat deltog han 9. april 1940 i kampen mod tyskerne, og som modstandsmand blev han i 1945 arresteret af Gestapo og indsat i Frøslevlejren. En tid var Høy bogholder i et papirfirma, senere blev han bogholder i vvs- og installationsfirmaet M. Jørgensen i Hjørring, en stilling han beklædte i 29 år, indtil firmaets ophør i 1982. Arnold Høy var i vide kredse kendt for sine fremragende resultater inden for dværghønsesektoren. Han har udstillet på utallige landsudstillinger og hjembragt mange championatere, pokaler og ærespræmier for sine sorte og hvide Bantam. Høy var hædret med Landsforeningen for Danmarks Pryds- og Dværghønseavleres guldnål, og blev så sent som i år udnævnt til æresmedlem af Vendsyssel Fjerkræklub. Han var også frimærkesamler og tilbragte megen tid med at holde orden på samlingen og undersøge mærkerne for fejltryk og andre varianter. Arnold Høy efterlader sin hustru, Ester, med hvem han blev gift i 1946, og parrets seks børn, Hans Jørgen i Århus, Per Henrik i Hjørring, Poul Erik i Lønstrup, Niels Ole i Sdr. Harritslev, Anne Marie i Højene og Søren Hugo i Hjørring. Desuden efterlader han 11 børnebørn og et oldebarn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...