Dødsfald

Nørresundby 8. december 2007 05:00

¿ Sonja Jacobsen, Lerumbakken 3, Nørresundby, 79 år. Hun var født i Nørresundby i en søskendeflok på syv, hvoraf der nu kun er en yngre søster tilbage. Sonja Jacobsen kom tidligt ud at tjene og var i en periode ansat i en delikatesseforretning i Aalborg. Hun blev gift med Søren Anker Jacobsen og fik sit hjem på Digmannsvej og senere i mange år på Limfjordsvej. I november sidste år døde Søren Jacobsen. Han havde været syg i en årrække, og Sonja Jacobsen passede ham i hjemmet, så længe kræfterne rakte. Søren Jacobsen kom på Plejehjemmet Uttrupgård, og for at være i nærheden af ham, flyttede Sonja Jacobsen for nogle år siden til en beskyttet bolig på Lerumbakken. I en årrække havde ægteparret kolonihave i Voerbjerglund og nød arbejdet med haven og samværet med de andre haveejere. Sonja Jacobsen var dygtig til at passe haven, som altid tog sig godt ud. Gennem årene havde Sonja Jacobsen forskelligt rengøringsarbejde, men ellers var det familien, hun helst brugte sin tid på. To sønner og en datter voksede op i familien, som tidligt havde den store sorg at miste en lille dreng. Måske var denne ulykkelige hændelse medvirkende til det gode sammenhold, der kendetegnede familien, hvis samlingspunkt Sonja Jacobsen var. Hun havde altid været dygtig til bl. a. at strikke, og de senere år nød hun at deltage i forskellige aktiviteter på plejehjemmet. Her blev hun afholdt, ligesom hun var det blandt naboer og i kolonihaveforeningen. Sonja Jacobsen efterlader børnene Peter, Niels og Ebba, svigerbørn, fem børnebørn og tre oldebørn samt søsteren Britta.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...