Hobro

Dødsfald

‡Kristian Jørgensen, Skårupvej 25, Klejtrup ved Hobro, 76 år. Kristian Jørgensen var født 23. februar 1933 i den gamle Præstegård på Kirkevej 6 i Øls ved Hobro. Efter endt skolegang havde han forskellige pladser ved landbruget på egnen, var desuden en tur omkring Norge også ved landbruget. Men den unge og videbegærlige mand ville mere end det, så der blev også plads til ophold på Ry Højskole og Ladelund Landbrugsskole. På bakken nær den kendte Øls Skæppe ligger Agerdalsgård. I den smukke natur fik Kristian lov til at udføre et æresfyldt livsværk, og i 1962 blev han gift med Ingelise. Det var travle år for de to flittige mennesker, og gården blev drevet på bedste vis efter den tids skik og brug. Der blev dog også midt i travlheden tid til enkelte udlandsrejser. Noget mange på egnen mindes med glæde, var den årlige sankthansfest, hvor der var stort rykind på gården. Midt i 1990'erne mente Kristian, at tiden var inde til generationsskifte, og han overdrog derfor gården til sin yngste søn Helge. Siden da har adressen været Skårupvej Klejtrup. Her havde parret fået en god vennekreds, inden han i 2002 måtte tage afsked med sin hustru. Kristian Jørgensen tog, så længe kræfterne slog til, næsten dagligt turen til Øls for at give en hånd med i sit gamle hjem, Ved Klejtrup Seniordans var han også en trofast deltager ved stævner, weekendophold og ture til Tyskland som medlem af bestyrelsen i en årrække og altid parat til at hjælpe med de praktiske gøremål. Kristian Jørgensen var en venlig og udadvendt mand og en god far i et hjem, der var kendt for sin store gæstfrihed. Han efterlader to sønner, to døtre svigerbørn, børnebørn og oldebørn.