Dødsfald

Overenskomster 26. august 2007 06:00

Gert Munk Nissen, tidligere forretningsfører i Fiskernes Forbund, Stuhrsvej 5, Skagen, 62 år. Han kom til Skagen i 1979 og arbejdede som advokat i et par år, hvorefter han blev ansat i Fiskernes Forbund som forretningsfører. Her var han ansat indtil udgangen af 2005, hvor han på grund af sygdom trak sig tilbage. I de ca. 24 år var han en skattet medarbejder i Fiskernes Forbund. Gert Munk Nissen forestod den daglige drift af forbundet og beskæftigede sig meget med arbejdsskadesager, og han har skaffet mangen en skadet fisker nogle fine erstatninger. Han hjalp også andre ikke-medlemmer, som var kørt fast i erstatningssager, med at få sagerne gennemført. Gennem sin ansættelsesperiode var han med til flere sammenslutninger og opløsninger på det a-kassemæssige område. Første samarbejde var med Sømændenes Forbund, siden artister, frisører og sidst malerne, som Fiskernes Forbund nu har a-kassesamarbejde med. Han var højt værdsat af medlemmer, hovedbestyrelse og ansatte i Fiskernes Forbund for sine store faglige kvalifikationer. Gert Munk Nissen var meget interesseret i sejlsport og blev hurtigt indmeldt i Skagen Sejlklub. Udover sejlsport lå hans interesser inden for jagt og fiskeri, hvor han var en ivrig deltager. Gennem disse fritidsinteresser og arbejdet fik han en stor vennekreds, som satte pris på hans venskab. Gert Munk Nissen var i mange år med i en af erfa-grupperne i Skagen, og han var her en ivrig debattør. Han efterlader to børn og tre børnebørn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...