Fårup

Dødsfald

‡ Michael Palitzsch, statsautoriseret revisor, Glenstrup Søvej 17, Fårup, 69 år. Michael Palitzsch, der døde efter længere tids sygdom, var partner i RSM Plus, tidligere Revisionsfirma Christiansen & Engelbrechtsen, København, indtil sin pensionering i 2002. Han var et usædvanlig levende, begavet og kærligt menneske. Og kompromisløs og ambitiøs. I sin profession skabte han sande mesterværker for sine klienter. Mange mennesker kan i dag takke Michael for deres velstand og fremgang i livet. Han elskede at udrette ting og skabe resultater. Aldrig færdig, altid på vej. Dog, drivkraften i dette travle dagsværk var ikke hans ambitioner, men hans empati, hans ganske særlige evne til at indleve sig i menneskers problemer. Han havde en kompromisløs vilje til at hjælpe. Meget ofte uden at skele til, at klienten ikke havde råd til at betale for hans indsats. Som den verdenserobrer, han var, blev hans otium ikke særlig lykkeligt. Sindsro var ikke hans natur. I centrum af Michaels liv stod altid hans elskede hustru Marie-Louise og deres to børn og øvrige familie. Familien rykkede sammen og slog rod omkring parrets idylliske ejendom ved Glenstrup Sø, hvor Michael døde på Skt. Valentins Dag - omgivet af sine kære.