EMNER

Dødsfald

¿ Vagn Petterson, Røde Kors Hjemmet. Løgstør, 66 år. Vagn Petterson var født i Torsted ved Suldrup som nummer to af fire søskende. Efter endt skoletid var han på vinterophold på Østhimmerlands Efterskole i Bælum og senere på Rønshoved Højskole og St. Restrup Højskole. Han var en dygtig gymnast og deltog i Landsstævnet i 1964. Som ung havde han plads på landet, og da han var hjemmeboende, hjalp han også forældrene med deres landbrug. Senere gik han på dagleje. I 70¿erne fik han ansættelse hos en entreprenør og var med til at bygge motortrafikvejen ved Suldrup. I 1970 mødte han sin kommende hustru Lydia, og i 1971 købte han huset på Violvej i Løgstør, hvor de startede deres liv sammen. Han tog Lydias tre små børn, Jan, Anette og Birgit, til sig som sine egne, og senere fik han og Lydia sammen sønnen Henrik. Vagn Petterson var en slider, der aldrig sparede sig selv. Han var ansat på Løgstør Rør i årene 1971-1984. I 1984-1993 var han husbondafløser ved Vesthimmerlands Vikarordning, og senere beskæftiget hos Gunnar Holmager, hvor han blandt andet skar grøde. I 1972 købte han en gård på Tinghøjvej, hvor han drev et lille fritidslandbrug med søer og slagtesvin ind til 1977. I sin fritid var han i 30 år kreaturklipper og klovbeskærer, og han har desuden kørt affald for Løgstør Boligforening i 22 år. Vagn var meget hjælpsom, og som 60-årig gik han på efterløn. Han var et udadvendt menneske, der interesseret fulgte med i alt, hvad der rørte sig. I flere år deltog han i Folketingets åbning, og sammen med Lydia blev det til flere udlandsrejser. Familien, og ikke mindst børn, børnebørn og oldebørn, betød meget for Vagn, og selv om han for fem år siden blev ramt af sygdom, fulgte han med i alles færden. I de sidste 13 måneder opholdt Vagn sig på Røde Kors Hjemmet i Løgstør. Vagn Petterson efterlader hustru, fire børn, fire svigerbørn, 10 børnebørn og tre oldebørn.