Hjørring

dødsfald

‡Elly Østergaard, Kædegaardsvej 20a, Pandrup, 88 år. Elly Østergaard var født i Pandrup Kommune, og havde sin barndom der. Som ung pige i Ingstrup mødte hun sin kommende mand Søren Østergaard. De blev gift i 1942 og flyttede til Grønhøj, hvor de forpagtede en landejendom. Her blev deres tre ældste børn født, Det skete i en tid, hvor vandet skulle hentes ved pumpen i gården og i krigens skygge, hvor det var svært, at få tøj til de små. I 1949 flyttede ægteparret til en nyopført statsejendom på Oxholm Mark, hvor de to yngste børn er født. Efter gode år på Øland, flyttede familien tilbage til Pandrup, hvor Elly fik arbejde på rugbrødsfabrikken, og senere blev hun hjemmehjælper i kommunen. Da hun gik på efterløn, fik hun og Søren mange gode år med campingvogn rundt i Danmark. Senere tog de meget gerne på højskole, hvilket betød meget for hende. Elly holdt også meget af, at deltage i arrangementer i kirken, og i mange år var hun leder af Røde Kors strikkeklubben, hvorigennem hun fik mange gode venner. De seneste år fik hun brug for hjemmehjælp, som hun var meget glad for, og på afd. 204b på Hjørring Sygehus fik hun en meget fin og værdig afslutning, på et langt og godt liv. Elly Østergaard efterlader fem børn, svigerbørn, 12 børnebørn og 17 oldebørn.